Skrevet om MTQs cd “Modern Tango Quintet // Kim Sjøgren”
Heftig og hidsende
[*****] Modern Tango Quintet mestrer smægtende latinamerikansk tango og den hidsende østeuropæiske variant lige fremragende. Der bliver flået i strengene og hamret på harmonikaens knapper og klaverets tangenter, så man bliver stakåndet af at lytte. De unge musikere Mikkel Sørensen, Mads Lundahl Kristensen, Andreas Borregaard og Anne Holm-Nielsen udfordrer en topmotiveret Kim Sjøgren, og det kommer der den heftigste musik ud af!
Lene Kryger, Fyens Stifttidende
Hed tango i kold tid
[****] (...) det er bestemt ikke et tango-dansekursus for begyndere, de har indspillet. Kvintetten borer sig meget dybere ind i tangoens temperamentsfulde og lidenskabelige univers. Kim Sjøgren og de fire musikere (....) mødte hinanden i 2005. Sød musik opstod og det gjorde også idéen til at indspille en cd med tango. Indspilningen er forløbet stort set uden klip ved mixer-pulten og det giver cd’en en frisk og rå energi. Både når tangoen åbner op for hestekræfterne i højt tempo og når Sjøgrens violin sørgmodigt fører an for de mere sælsomme, salon-tangorytmer.
Christian Koch Larsen, Midtjyllands Avis
Pirrende scoremusik
[****] (...) De fem musikere er konservatoriestuderende, som ved denne lejlighed spiller sammen med Kim Sjøgren. Albummet er en oplevelse på ensemblets præmisser, ikke én solists, så der er ikke tale om, at de talentfulde studerende bliver reduceret til akkompagnetører. Festen sættes i gang uden dikkedarer af Piazzollas kraftfyldte “Michelangelo 70”, derefter den sensuelle “Libertango”, og ens opmærksomhed fastholdes fra starten af begge værker (...) Jeg oplever den rytmiske fornemmelse og præcision som en af ensemblets største styrker.
Per Rask Madsen, Magasinet Klassisk